Hvor i verden blev vin først produceret?

Vin, Vinens historie

Rusland er vodkaens vugge. Mexico opfandt tequila. Cuba gav os rom. Skotland er whiskyens fødested. Men … hvor stammer vin fra? Hvilket land kan tage æren for at have produceret vin som de første i verden? Der kan sås tvivl om, hvem denne ære tilfalder, og til en vis grad er det også et politisk spørgsmål. Det land, som bliver anerkendt som stedet, hvor denne guddommelige drik blev opfundet, vil få en uvurderlig hædersbevisning. Vinens oprindelse er imidlertid ikke et faktum, der kan udledes fra historien, snarere tværtimod: det er tæt forbundet med den historiske udvikling af landbrug og gastronomi.

Vinens historie blev født i den yngre stenalder

Alt peger på, at vinen blev født i den neolitiske tid (stenalderen). Tidlige rester af, hvad der kunne være vin, blev fundet i Zagros-bjergene (i det område, der nu hører under Armenien, Georgien og Iran), nærmere bestemt i den neolitiske by Hajji Firuz Tepe.

I denne bosættelse fandt man en beholder, der dateres til at være fra omkring 5400 f.Kr., som indeholdt vinsyre, der normalt findes i drueskaller, og derfor mener man, at denne beholder har indeholdt vin. De kunne desuden også fastslå, at denne vin stammede fra sorten vitis vinifera sylvestris.

Udbredelsen af handelsruter

Efterhånden som forskellige kulturer rundt om i verden udviklede sig, gik de fra at være nomader til at være bosættere. Dette banede vejen for fremskridt inden for landbrugsmetoder. Med denne udvikling fulgte skabelsen af nye erhverv og udveksling af varer og handel. Det var på grund af denne voksende handel, at vin fra Østeuropa nu også fandt vej til Indien og Kina.

Vin i det gamle Egypten

Gamle illustrationer, som viser egypterne i gang med at høste, stammer tilbage fra Udimos regeringstid, den femte Farao for Egyptens 1. dynasti (mellem 2914 f.Kr. og 2867 f.Kr.). I begyndelsen blev vinen, som også kunne laves på granatæblejuice, brugt i religiøse ceremonier og blev kaldt shedeh. Ved festlige højtider havde egypterne fra de lavere klasser også mulighed for at drikke vin, selvom vin normalt var en drik, der var forbeholdt de adelen og præstedømmet.

Vinen blev opbevaret i forseglede amforaer for, at den kunne holde sig. Nogle af disse var endda en del af faraoernes begravelsesudstyr, som i Tutankhamuns grav, hvor der blev fundet 30 store krukker vin.

I det gamle Egypten blev vinen også brugt til at rense kroppene før og efter, at de blev tømt i forbindelse med balsamering.

Fra Egypten til Grækenland

I betragtning af Kretas geografiske nærhed til Egypten og Fønikien menes det, at vin fandt vej til den moderne civilisations vugge gennem de myteomspundne græske øer i det østlige Middelhavsområde.

Vin var blevet en almindelig drik omkring 700 f.Kr., og drikken var blevet så populær, at den endda fik tildelt sin egen gud: Dionysus. Folk drak normalt vinen blandet med vand på grund af vinenes høje alkoholindhold. Vinen blev kun drukket i sin rene form i forbindelse med ritualer og religiøse festligheder.

Middelhavslandenes dyrkning af vinen voksede i omfang i hænderne på den græske kultur. Og vin blev også dokumenteret for første gang i oldtidens Grækenland: under titlen ”Værker og dage” beskrev den græske digter Hesiod (8. århundrede f.Kr.) høsten og presningen af druerne, hvordan vinen blev drukket – med vand – og hvordan den blev opbevaret i gedeskind.

Vin i Romerriget

I årene omkring 200 f.Kr. nåede vinen til Italien, og de sydlige lande blev kendt som Oenotria (“druernes land”) på grund af den lette dyrkning af vinstokke. Romerriget havde en afgørende rolle i udbredelsen af vin og spredningen af dyrkningen af druer i Europa. Vinstokke blev plantet på breddegrader så langt mod nord som Normandiet, Flandern og de baltiske lande. Det var en strålende tid for vin, og vi skylder blandt andet vores tak til teknikken med podning på vinstokke.

Romerne begyndte også at bruge træfade til at opbevare og transportere vinen. Det var en metode, der kom fra Nordeuropa, hvor træfade allerede blev brugt til opbevaring af andre drikkevarer.

Da Romerriget faldt, fortsatte de kristne klostre med fremstillingen af vin op gennem middelalderen for at producere vin til de kirkelige ritualer.

Vin i den nye verden

Det var jesuitterne og erobrerne, der indførte vinstokke og vin i det, vi kalder den Nye Verden. Det var nødvendigt at importere disse for at garantere levering af vin til de religiøse ceremonier. Over tid importerede og plantede de vinstokkene, og der blev sat skub i processen med rodstokke. På lige under 100 år, i løbet af det sekstende århundrede, blev vin også udbredt i Mexico og Baja Californien, og sidenhen nåede den også til Peru, Chile og Argentina.

Mere historie og spændende viden om vin

Vi elsker at skrive, lære og dele informationer om vin på Uvinums Blog. Hvis du vil læse flere artikler om vinens historie og andre spændende artikler, så deler vi nogle links herunder, som sikkert vil interessere dig. Skål!

 

 

Skriv en kommentar Hvor i verden blev vin først produceret?